Handelsbetingelser for Bartender Danmark – 1. marts 2024

1. Aftalen generelt
Disse samarbejdsbetingelser er gældende for den aftale, der er indgået mellem Bartender Danmark (BD) og kunden. Enhver ændring af aftalen skal aftales skriftligt.

2. Force majeure
Ved force majeure suspenderes BD’s forpligtelse i henhold til aftalen. Force majeure foreligger blandt andet i følgende situationer: Direkte eller indirekte følger af en naturkatastrofe, krig, terror, regeringsindgreb, import- eller eksportrestriktioner, strejke og lockout (varslet såvel som uvarslet), påbud, lovkrav om produktionsstop, ildebrand, oversvømmelse, forsyningsmangel. Såfremt force majeure-situationen ikke ophører inden rimelig tid, har hver part ret til at ophæve aftalen med 14 dages skriftligt varsel. BD’s betalingsbetingelser er stadigvæk gældende ved force majeur.

3. Forudbetaling og fakturering
Afhængigt af arrangementets størrelse og type vil BD benytte sig af en forudbetaling på 50% af den indgåede aftale; dette er udelukkende en vurdering, som BD varetager. Øvrige arrangementer bliver som standard faktureret efter afholdelsen. Kunden vil have en indbetalingsfrist på minimum 5 hverdage efter afsendelse af faktura. Ved manglende betaling sendes 1. rykker med et gebyr på 250 kr. eksklusive moms; herefter vil BD forholde sig til en mulig inddrivelse.

3.1 Bekræftelse og binding
Aftalen for cocktail catering er bindende fra det tidspunkt, DB bekræfter via mail den opgave, som er aftalt med kunden via mail. Herefter har kunden 2 hverdages fortrydelsesret. Selve bekræftelsen fra DB foretages med en skriftlig bekræftelse på dato, antal og pris og sendes via mail.

4. Arrangement- og eventløsninger
Følgende betingelser er gældende ved køb af arrangement- og eventløsninger fra BD. Alle priser er eksklusive moms og er givet ud fra en samlet løsning. Bindende antal kuverter oplyses senest 14 dage før afviklingsdatoen for det pågældende arrangement og kan højst nedjusteres med 10% fra den oprindelige aftale. Tilbuddet er individuelt tilpasset det pågældende arrangement og er derfor udelukkende bindende i henhold til dette. Der tages forbehold for de fysiske forhold på lokationen, og der kan være omstændigheder med ekstra betaling af mandetimer.

4.1 Afbestillingsbetingelser
Følgende regler er gældende i forbindelse med afbestilling eller ændring af deltagerantal: Et arrangement kan annulleres med 25% i omkostninger af den indgåede aftale indtil 2 måneder før planlagt startdato, medmindre andet er aftalt. I tilfælde af afbestilling, som foretages mindre end 2 måneder før planlagt arrangements startdato, beregner BD et afbestillingsgebyr svarende til 50% af den bekræftede totalpris. Foretages afbestillingen mindre end en måned før planlagt startdato, beregner BD et afbestillingsgebyr (erstatning) svarende til 100% af den bekræftede totalpris. Afbestilling af indtil 10% af det i ordrebekræftelsen anførte deltagerantal kan dog ske omkostningsfrit indtil 14 dage før arrangementets starttidspunkt. Derefter faktureres afmeldte eller udeblevne deltagere til fuld pris. Ved afbestilling, som altid skal foretages skriftligt, ved at sende en mail til info@bartender-dk.dk, forstås annullering, reduktion og lignende væsentlige ændringer i forhold til ordrebekræftelsen. Ved arrangementer over 1.000 personer kan kunden skriftligt ansøge om individuelle annulleringsbetingelser.

5. Løfteopgaver
I situationer, hvor der, under leverancen, skal bæres udstyr op af trapper, vil det være kundens ansvar at foretage løfteopgaverne, medmindre andet er aftalt. BD sørger altid for at flytte udstyr fra gaden og ind til stueplan. I tilfælde af, at der ikke er elevator til stede, og udstyret skal bæres op af trapper, vil denne løfteopgave altså skulle foretages af kunden, medmindre andet er aftalt. Hvis der ikke kan parkeres inden for 20 meter af lokationen, vil det være kundens ansvar at fragte udstyr og varer ind, medmindre andet er aftalt. Sker der skader på udstyr under løfteopgaverne udført af kunden, vil kunden blive faktureret nypriser på det ødelagte udstyr. Vurderes det af personalet fra BD, at kunden ikke er i stand til at varetage løfteopgaven forsvarligt, vil BD udføre opgaven, og kunden vil efterfølgende blive faktureret for dette.

5.1 Levering af varer og udstyr
Det kan forekomme, at BD’s chauffør afleverer varer og udstyr på kundens festlokation før BD’s bartendere er ankommet til festlokationen. Dette kan ske på dagen uden aftale. Hvis BD ønsker levering på andre tidspunkter, sker dette efter aftale med kunden.

5.2 Udenfor leverancetidsrummet
Konsumption af drikkevarer foregår udelukkende og alene i det leverancetidsrum, som er aftalt mellem kunden og BD. Der må derfor ikke konsumeres før og efter leverancetidsrummet. Eksempelvis i tidsrummet mellem leverancens afslutningstidspunkt og afhentning og nedpakning af varer og udstyr, hvor BD’s personale ikke er til stede, eller ved separat levering af varer og udstyr før personalet ankommer til leverancens start.

6. Antal gæster
Det er kundens ansvar at oplyse BD de korrekte oplysninger vedrørende antallet af gæster. Hvis der skulle være flere drikkende gæster end det aftalte gæsteantal i bekræftelsesmailen, vil BD kunne kræve betalingen for de yderligere drikkende gæster med en faktor 3 af kuvertprisen. Den ekstra faktor på kuvertprisen vil tillægges, hvis kunden ikke har oplyst det øgede antal inden serveringens starttidspunkt. Den yderligere betaling for ekstra gæster skyldes den øgede arbejdsomkostning og vareforbrug for BD, der under normale omstændigheder (med mindre andet er aftalt) dækker 1 bartender op til 40 gæster.

7. Mængder af drikkevarer
BD kan ikke garantere, at der ikke løber tør for ingredienser til de hyppigst konsumerede cocktails til arrangementet. Eksempelvis hvis der primært konsumeres 3 (eller derunder) ud af de 6 udvalgte cocktails. Ved forlængelse af bartiden på afholdelsesdagen vil der være større risiko for at løbe tør for ingredienser.

8. Kundens forpligtenlser
BD er berettiget til at undlade at servicere selskaber, hvis arrangøren/kunden ikke opfylder sine forpligtelser. I sådanne tilfælde, såvel som i tilfælde af at BD, efter at have indfundet sig, hindres i at arbejde/servicere som aftalt, er BD alligevel berettiget til fuldt honorar.

9. Kompensation
Såfremt kunden mener, at BD ikke lever op til den indgåede aftale, er kunden forpligtet til at kontakte BD under leverancen. Dette skal ske via en opringning på telefonnummer 60 10 10 33. I tilfælde af, at kunden mener, at der er en misligeholdelse af den indgåede aftale, og undlader at kontakte BD under leverancen, frafalder et eventuelt kompensationsgebyr. Ligeså frafalder eventuel kompensation, såfremt aftalen forlænges på selve dagen for leverancen.

10. Erstatningsansvar
Kunden er erstatningsansvarlig for enhver skade, der forårsages på BD’s udstyr, hvis dette
forvoldes ved uforsvarlig adfærd af kundens gæster. Dette gælder både i ædru og alkoholiseret tilstand. Derudover er kunden erstatningsansvarlig for smadrede glas på aftenen, dog kun hvis det overstiger 5% af de medbragte glas, og BD vurderer dette (sker yderst sjældent). BD har ret til at indkræve 25 kr. pr. ødelagt glas efter arrangementet. Dette gælder både ødelagte og manglende glas ved optælling efterfølgende.

11. Skader på lokationen
BD er ikke erstatningsansvarlig over for skader, plamager eller mærker på gulve eller vægge. BD anbefaler, at man tildækker gulve og/eller skrøbelige overflader med underlag, så baren, varer og medbragt udstyr placeres på underlag. Vær opmærksom på, at de medbragte istønder kan udskille kondens, og derfor anbefaler vi, at tønderne placeres på underlag eller væk fra skrøbelige overflader. BD er ikke erstatningsansvarlig i henhold til aftale ved brand, vandskade eller funktionssvigt til arrangementet. BD er ikke forpligtet til at foretage reparation eller udskiftning af det ødelagte udstyr i serveringsperioden, såfremt skader skulle forårsages af kunden.